Marie Østerbye

Aha! Sidste klumme inden feriepausen. Så skal vise guldkorn eddermame falde som regndråber på en globalt opvarmet asfalt – eller bare falde som guldkorn ud af æsken …

Sommerferien venter, og med ferie følger altid én helt sikker ting: Skuffelse. Man har altid ALT for høje forventninger, alt for store drømme og alt for lidt solfaktor på. Men denne gang har jeg tænkt mig at tage skuffelsen i opløbet, så hop endelig med på vognen (her et forsinket DSB-tog med hedeslag), hvis du altså er af typen, der også tror på nytårsforsætter.

1) og øverst på listen: I denne ferie vil du faktisk HOLDE FERIE. For arbejdsnarkomanerne iblandt os løber ferien alt for ofte ud i strandsandet med sætningen ‘Jeg kan da godt lige tage den her opgave også’, men husk: Der findes intet job, der er lønnet godt nok, er spændende nok eller pynter nok på dit cv, når der er 30 grader udenfor, og alle andre er taget på stranden.

2) Din familie, som du måske ikke har set eller tilbragt tid med længe, har ikke pludseligt transformeret sig til dén lykkelige Carl Larsson-familie med stråhatte og picnicborde, som du altid har drømt om. De er lige så dysfunktionelle og irriterende, som de plejer at være, og forventningen om den perfekte sommer i familiens skød kan lige så godt afmonteres med det samme. Kommer du derimod anstigende med en realistisk version af dine familiemedlemmer på nethinden, så er der en smal chance for, at I måske kan få det okay hyggeligt alligevel. Og ellers findes der jo altid billetter af typen ‘retur’.

3) Drop urealistiske sommerprojekter, som propaganda-damebladene fodrer dig med. Du bliver ikke ‘sommerslank’ ved at eksperimentere med salatblade, ‘sommerlækker’ ved at gnide dig selv med pimpsten, boligen bliver ikke ‘sommerklar’, hvis blot du overmander et lille entrébord og maler det knækket hvidt, og en ‘sommergarderobe’ i beige og hør så måske chik ud på Meryl Streep i ‘Mit Afrika’ dengang, men ender på alle os andre med at ligne dét, det er: Krøllet krop i dyr kartoffelsæk.

4) Grill er overvurderet. Det er farligt fra de indledende forberedelser, hvor tændvæsker påføres kul af allerede beruset og selvudnævnt kok, til dét punkt, hvor du har opgivet at vente på maden og er gået direkte i drikkevarerne. Og jeg nægter simpelthen igen A) at vælte bagover på en havestol efter indtagelse af mere sprit end kullene, B) at tilbringe natten over toilet efter indtagelse af understegt kylling samt C) i det hele taget at foregive, at jeg bare HYGGER mig så koloenormt over den sadistiske kombination hårdt kød, vagt bestik, aske og aftenkulde. Der findes folk i Dantes Helvede, der har hyggeligere middagsselskaber end den danske grillaften.

5) Drop den dårlige samvittighed. Du må godt være indenfor og se tv, selvom solen skinner. Det er i øvrigt også sundere for din hud. Tager du på stranden, så drop den dårlige samvittighed over, at du ikke fjorten måneder FØR ferien pinte din appelsinhud væk i diverse fitnessmaskiner. Vi har alligevel allesammen travlt med vores eget selvhad og kigger mere intenst på egne deller end på andres.

Og 6) Kys kæresten, hunden eller din grønthandler mindst én gang om dagen, de bliver så dejligt overraskede. Og hav en fantastisk sommer.

‘Hvad ska’ vi lege,’ spørger vi hinanden… og kommer i tanke om, at vi er over 30 år.

Der findes to slags mennesker; Dem, der kan lege og dem, der ikke kan.
Jo, jo, lad være med at sidde og ryste på hovedet, prøv at tænke dine venner eller familie igennem, én for én. Der er dem, der fluks får armene i vejret, når ‘Tegn og Gæt’ bliver sat på bordet, og så er der dem, der nøjes med at hæve et skeptisk øjenbryn.
Det er i øvrigt de samme mennesker, der lidt senere på aftenen med garanti vil udtale sætningen ‘Tænk, at I kan gå så meget op i et SPIL?’, hvorefter de hovedrystende ser sig om efter nogen, der vil diskutere den seneste udvikling hos De Radikale.
Men brætspil er i det mindste et socialt gruppeeksperiment (ikke ulig politiske partier), det kræver flere deltagere, og det smager lidt af kvalitetstid og ‘vi behøver ikke tv’et til at underholde os, vi har vores arme og hjerner.’ Værre bliver det, når man leger ALENE. Og allerede dér lyder sætningen lidt halvlummer og fordækt, men jeg tænker altså på tidsfordriv som computerspil, PlayStation (eller Build a Bear, hvis man er rigtig mærkelig.) Og her er ‘tidsfordriv’ åbenbart nøgleordet, for det handler kun om at fordrive tiden, om at landsforvise sekunder, bortmane minutter, og sende timerne udenfor døren. Det hedder altså ikke engang ‘leg’, når man er voksen. Det handler kun om tid og om at spilde den.
Og dermed er legeaktiviteten straks dømt overflødig, den er en proces helt uden et produkt for enden. For børn giver det mening at lege, for det er samtidig social indlæring og tilegnelse af sprog og en hel masse andet, der er grundpædagogisk godt.
Men hvordan forsvarer man at lege, når man er blevet voksen? Man kan jo ikke så godt længere slippe afsted med forklaringen ‘Jamen, det er virkelig godt for mine motoriske evner?’ – og særligt hvis sætningen udtales, når chefen finder dig bøjet over skrivebordet med en Legoborg på tastaturet.
Man kan faktisk blive ramt af akut dårlig samvittighed, når man som voksen opdager, at man stadig leger.
Forleden tilbragte jeg adskillige timer foran et computerspil, hvor lange slanger af forskelligtfarvede kugler skulle skydes i sænk, før de nåede et sært blinkende skur for enden af en lang bane. Og pludseligt ilede en gysen gennem min krop: Det havde absolut INTET FORMÅL. Der var ikke nogen mennesker, hvis arbejdsdag afhang af, om røde, lilla, blå og sorte kugler blev stoppet i tide, ingen arbejdsgiver, der ville maile og spørge, hvilket level man var nået til, og en lønudbetaling for succesfuld eliminering af onde bolde i glade farver ville nok aldrig komme på tale. Det var med andre ord spildtid, på den allermest skamfulde måde.
For aftenen burde jo være blevet tilbragt med intelligent konversation over Deadline, kulinariske eksperimenter i køkkenet, istandsættelse af en udestue eller andre acceptable voksenaktiviteter.
Det er jo sådan noget, man bør gøre, når man er blevet voksen. Eller, vent… Er det bare noget, man gør, når man LEGER, at man er blevet voksen? En spændende tankerække… som jeg desværre ikke har tid til at tænke til ende. For jeg har slet ikke nået at spilde tiden i dag. Og der er et sjette level, der venter.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Det sku’ være så godt, og så er det faktisk… ét eller andet, jeg har glemt.

Man kan godt gå og tro og måske endda narre sig selv med, at lettere senilitet er noget, der først sætter ind i en relativt sen levealder – nemlig den samme alder, hvor man trisser rundt med en rollator og iført meget ternede hjemmesko venligt spørger tilfældige forbipasserende, om man nu også HAR fået frokost?
Men der er ét område, hvor jeg allerede tidligt i livet mærker en vis Paris Hilton-tomhed i hjernecellerne, og det er det virtuelle. Også kaldet ‘nettet’. Hvor alle koderne bor.

For blot få år siden skulle man kun huske sin mail-kode, og det var lige til at overskue, også selv om jeg som en ekstra hukommelseshjælp og sammen med min pinkode faktisk skrev den ned i et skønlitterært værk, jeg derefter gemte i bogreolen – for selv ikke den mest snedige tyv ville da kunne regne ud, at ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ gemte på andet og langt mere end blot sne og fornemmelser?
Og det var godt fundet på og helt utroligt smart, hvis jeg selv skulle sige det.

Men i takt med, at vi langsomt overgår til det såkaldt papirløse samfund, så er det ikke længere blot mailen, der skal åbnes med navnet på ens højtelskede barndomsbamse, kæreste eller fodboldhold. Nu er der både e-boks og e-bank og SKAT på nettet, for slet ikke at nævne de utallige netværk, man kan være medlem af, jobnetværk og venskabs-hjemmesider og selv ens læge kan man maile, hvis altså man kan huske sit log-on, når man ovenikøbet er syg.

Og så er det, at det papirløse samfund bliver lidt af en joke, for i denne fremtidsvision har man nemlig slet ikke medregnet alle de små gule post-its og lapper papir, som folk bruger til at skrive deres adgangskoder ned på, for så i øvrigt straks at glemme, hvor de lagde alle papirstykkerne – hvilket dog ofte er det ekstremt hemmelige sted, der hedder ‘under mit skriveunderlag’.
Men hvad skal man ellers gøre, når man skal huske i omegnen af 5-10 forskellige koder, der ovenikøbet og med jævne mellemrum skal skiftes ud?

For når man så endelig, ENDELIG har memoriseret en kode, så morer det interne netværk på de forskellige arbejdspladser, jeg har frekventeret, sig med at sige ‘Din adgangskode løber ud om 14 dage – vil du ændre den nu?’ Og man sidder og råber ‘Nej, nej!’ mod skærmen, ‘Jeg har LIGE lært ‘Troldepus7-9-13-dødningehoved/udråbstegn’ udenad!?’ Hvorefter man forsøger at finde på en kode, som selv ikke Tom Hanks med hjælp fra en dådyrøjet fransk forskerkvinde ville kunne knække. Eller måske rettere sagt: Huske. Mens netværket gnækker og beder én om at skrive en ny kode, hvor der SKAL indgå lige dele konsonanter, vokaler, tegn, tal og halvdelen af det kyrilliske alfabet.

Så kære Janus Friis eller andre it-iværksættertyper. Kan I ikke finde på et eller andet genialt, for der må simpelthen være en anden løsning, i hvert fald for os hukommelses-udfordrede?
Jeg er sikker på, at det er et kæmpe, uopdyrket marked, og om det er iris-scanning eller fingeraftryk, om man skal ånde på skærmen eller bare få computeren til at genkende sin stemme, det er garanteret allerede opfundet?
Men nu skal det bare implementeres, hurtigt, billigt og før min adgangskode løber ud igen. For jeg kan ikke huske, hvilken bog jeg har skrevet den ned i.

Vi er fuldstændig vilde med, når folk angrer og bøjer nakken og siger undskyld. Men hvad skal det egentlig bruges til?

Tak er kun et fattigt ord, men det er ‘undskyld’ eddermame også. Og hvorfor siger jeg nu dét, og så på en mandag? Jo, for ‘undskyld’ er efterhånden blevet lidt slidt. Ordet vælter jo fra tid til anden rundt på avissiderne. Folk, der skal angre og angrer fortidens afbrændere. Og dét gør de, cykelryttere, finansfolk eller politikere. Der må jo være en akut efterspørgsel på ordet ‘undskyld’, siden det nu skal fylde så meget.

Der er åbenbart en sjælden fryd forbundet med at se mennesker vride sig i offentlighedens og bagklogskabens kolde spotlight, febrilsk gnide klamme håndflader mod hinanden og mumle ‘undskyld’ ned i en danskvand – og særligt, hvis disse mennesker har langt at falde fra præmiepodier eller præsidentembeder og ned i ‘Om-Forladelses-Sumpen’. Så gør det ekstra godt og beviser, at idoler, vi i øvrigt selv har skabt, også kun er mennesker, hvilket leder til næste punkt i processen. For når vi så har nydt at være grundforargede et lille stykke tid, så udtales med mildhed ordene ‘det er jo også menneskeligt at fejle’, og så føler vi os lidt large på den gode, rummelige måde. Og alt bliver godt igen. Bare de har sagt undskyld.Men hvorfor er ordet i grunden så magisk? Vi opdrager jo også små børn, der har slået andre små børn i hovedet med en plastikskovl til straks at sige ‘undskyld’.

‘Har han sagt undskyld?’ lyder det på legepladser landet over – og jeg ved det, for jeg har selv arbejdet i en børnehave og har derfor trukket sandkastende børn over mod andre børn med sand i øjet og udtalt sætningen ‘Det var ikke pænt gjort, sig undskyld’ adskillige gange, men med varierende succes.

For ordet bør afleveres af en særlig brødbetynget skyldig, ellers virker det ikke. Brøler poden ‘UNDSKYLD!’ ind i hovedet på offeret for derefter med en djævlelatter at løbe videre mod nye ofre, er hele scenen overflødig. Men det nytter på den anden side heller ikke at forsøge at tvinge en fire-årig til igen at levere ordet, men denne gang med tilstrækkelig indlevelse og som en filminstruktør coache synderen frem mod en Bodilvindende præstation ved at stå og råbe ‘Once more, with feeling!’

Problemet er, at der kun er det ene lille ord at gøre godt med, uanset situationen og skadens omfang; om det er sand i øjet på en sandslotsbygger eller masseødelæggelsesvåben, man alligevel ikke kunne finde i langt større sandkasser. Men uanset om ordet bliver leveret eller ej, og uanset indlevelse og dertilhørende hængende skuldre og nedkastede blikke, så er det jo blot et ORD, som vi bare har besluttet os for skal løse alle skyldplagede fra deres handlinger, som ved et trylleslag.

Men man burde virkelig skelne mellem ‘det lille undskyld’ og ‘det store undskyld’, som er et ord, vi slet ikke har et ord for og derfor kun bestandigt kan gnide på ‘det lille undskyld’, som en verbaludfordret Aladdin med en slidt lille lampe, indtil ordet er helt devalueret.
‘Undskyld, jeg svindlede for 40 millioner.’ ‘Undskyld, jeg kom mælk i din kaffe, når du nu tager den sort.’ ‘Undskyld, undskyld, undskyld.’

Nogle synes, vi er blevet uhøflige og afstumpede og siger det alt for sjældent. Jeg synes, vi siger det for tit.

Weekenden bød på en stor begivenhed udi kropslig udfoldelse, nemlig Copenhagen
Marathon. Over 42 kilometer, og jeg har over
42 spørgsmål. Ikke mindst: Hvorfor?

Lad os først lige holde et øjebliks stilhed og tænke grundigt over, hvor langt 42 kilometer i virkeligheden er… 42 kilometer. Det er faktisk så langt, at hvis dit arbejde lå på den anden side af mållinjen, så kunne du trække 18 kilometer fra (kørselsfradrag = hvad der overstiger 12 km hver vej, i alt 24, 42 minus 24=18.) Og der er jo en grund til, at det hedder KØRSELSfradrag, for de fleste mennesker vælger altså at befinde sig i en art transportmiddel, når de skal tilbagelægge distancer af dén art. LØBEfradrag er stadigt fraværende på selvangivelsen.

Alligevel findes der mennesker, der kan få deres krop til at bevæge sig over 42 kilometer – og i LØB, og jeg er lammet af lige dele respekt og rædsel. For det første er der det rent fysiske aspekt: Jeg kunne, dengang jeg løbetrænede regelmæssigt – en myte frafaldne konditionsløbere dyrker på linje med enhjørninger og den hellige gral – løbe max en halv time uden pause, eller hvad folk med mit kondital kalder ‘moderat fysisk pres’. Verdens bedste maratonløbere pisker distancen igennem på under to timer og et kvarter, mens ‘almindelige’ løbere vist er tilfredse med at holde sig under fire timer. Men det er petitesser. Uanset hvad, taler vi om mennesker, der kan opretholde intens kropslig bevægelse, i hvad der svarer til Peter Jacksons ‘King Kong’ eller andre urimeligt lange helaftensfilm.

Kroppen er faktisk slet ikke gearet til den slags udfoldelse, hvilket myten om maratonløbet faktisk fint illustrerer: En græsk soldat løb uden ophold fra byen Marathon til Athen for at fortælle, at perserne var blevet besejret, og da han havde overleveret det glædelige budskab, faldt han død om. Se, nu skulle man jo så tro, at dette ville afholde folk fra at gentage præcis samme stunt, men i stedet har man valgt at opkalde løbedistancen efter BYEN og ikke ‘græsk-soldat-falder-død-om-løbet’. Dengang havde man selvfølgelig heller ikke svedtransporterende løbetøj, sportsdrik eller Nike Air, soldaten har sandsynligvis tilbagelagt distancen i sandaler, og dét har muligvis medvirket til grækerens bortgang – men alligevel, løbet udføres altså med livet som indsats.

Så hvorfor overhovedet gøre det, spørger jeg igen og måske for 42. gang. Hvorfor udpine kroppens reserver, til al sukker, livslyst og væske er væk, og man rammer ‘muren’? (Hos maratonløbere gerne omkring 32 kilometer-mærket, i mit tilfælde mellem 3. og 4. sal og med to indkøbsposer i hver hånd.) Svaret findes naturligvis i psyken. For disse mennesker må det først og fremmest være en overvindelse af hjernen, at kunne bekæmpe den indre stemme, der indsmigrende og ganske fornuftigt siger: ‘Hvorfor ligger vi to egentlig ikke lige nu og ser Champions League?’ Men hvordan de så kommer videre derfra, forstår jeg simpelthen ikke. Måske forestiller de sig, at de løber VÆK fra noget – ligesom greyhounds skal have en kanin at løbe EFTER? Nogle mennesker kan forestille sig, at de bliver forfulgt af en burka, nogle mennesker skal have en fortid at løbe fra. Og måske skal jeg på min næste løbetur blot forestille mig, at jeg bliver forfulgt af en mand fra SKAT, der løber lige bagved med en selvangivelse?

Måske er de bare ikke rigtigt kloge. Ligesom ham grækeren.

Vi kender hende allesammen.
Den gode. Den onde. Og den virkelig mærkelige mor.

I går var det Mors Dag, én af årets helt store mærkedage til glæde for de mennesker, der tilsyneladende trænger allermest til anerkendelse og opmuntring: Interflora-folkene.

Visse kioskejere har sikkert også nydt godt af dagen, når glemsomme mennesker i allersidste øjeblik rev en støvet æske Merci ned fra øverste hylde, for som vi alle ved, intet siger mere inderligt og dybfølt ‘tak, fordi du bar mig i din livmoder i ni måneder’ end tysk mælkechokolade.

Men om man valgte at festligholde dagen eller ej, sætter den unægteligt nogle tanker i gang; Tanker såsom ‘er det lang siden, jeg snakkede med min mor’?. ‘HAR jeg en mor’? samt, ‘Er det kun et spørgsmål om tid, før der kommer en Fætters Dag’? Og så naturligvis ‘Hvordan har jeg det egentlig med min mor’?

For hvad enten man vil det eller ej, moderdyret har sat sit præg og sætter det muligvis stadigvæk, hvis man altså er én af dem, der bliver ringet op hver søndag. Eller er én af dem, der selv ringer.

Som afkom er forskellige, er mødre det naturligvis også, og der er mange varianter af arten; der er Moder Teresa, den selvopofrende, der er Moder Jord, den helt runde og rummelige, der er La Mama, den italienske mor, der omklamrer afkommet ved kødgryderne, og så er der Røde Mor, som… okay, glem det. Men ligegyldigt hvilken modertype, man er vokset op med, så er det på et tidspunkt nødvendigt at tage et opgør med sin mor. Et modermord, om man vil.

Det lyder forfærdeligt dramatisk og behøver nødvendigvis heller ikke – som vi nyligt har set i det politiske liv – at udmønte sig i, at man starter sit eget parti eller skriver en bog, der hedder ‘Mor er dum’. Men det er alligevel sundt for alle mennesker mindst én gang i deres liv lige at smække rigtig hårdt med døren og flytte ordentligt hjemmefra og så helt lade være med at lave smutture tilbage med vasketøjet i store plasticsække. Dette var naturligvis ment i overført og måske også freudiansk betydning (jeg tror egentlig ikke, Freud skrev noget om vasketøj, men I ved, hvad jeg mener.)

Mænd, der ikke har kappet navlestrengen og på ét eller andet tidspunkt har taget et opgør med deres mor, bliver problematiske partnere.

De har nemlig stadig en masse indebrændte ting i maven, og ved enhver konflikt med kvindekønnet i form af kone eller kæreste vil manden derfor straks tænke ‘Aha! Jeg VIDSTE, hun kun var ude på at dominere mig/få mig til at gå i korte bukser/slå græsplænen’.

Og konflikten eskalerer, hvis kvinden i forholdet heller ikke har kappet navlestrengen til SIN mor. Hun vil så givetvis og helt uden at vide det opføre sig præcis SOM en mor, og det går først op for begge parter, hvor galt det står til, når kvinden ligger på knæ og forsøger at lokke manden ud fra under sengen med et Anders And-blad og en honningmad.

Og intet er mere dræbende for parforholdet, end hvis man pludseligt er gift med sin mor. Med mindre man er Ødipus, men lad os nu ikke gå dén vej. Det er sundt for begge køn at ‘myrde’ mor. Og det må man godt. Bare man sender blomster bagefter.

Verden er fuld af mirakler, sang Keld og Hilda engang, men den er også gådefuld og fyldt med mysterier og spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål.

Lige fra vi kan flå sutten ud af munden og formulere en slags helsætning og pege på ting og spørge. ‘Aa’ det?’, søger vi svar på alt: Hvad hedder objekterne omkring os, hvad gør de, hvad bruges de til, er de farlige, kan de tale og vigtigst af alt: Kan de spises?
Men når man er lille, er svarene ikke så indviklede: ‘Ja, nej, den laver mælk, den siger muh, nej, du må ikke komme den i munden’.

Når man så har nået børnebiblioteksalderen, er der en særlig periode, hvor man instinktivt søger mod alle de bogtitler, der har ordet ‘mysteriet’ i sig; bøger, hvor friske og ofte britiske børn løser de mest indviklede gåder blot med lidt gåpåmod og en medbragt picnickurv. Men med voksenlivet følger en helt ny række spørgsmål, som er langt mere komplicerede og som ikke længere kan besvares med enkeltstavelser eller løses af fire friske børn og en schäferhund, såsom: Er der et liv efter døden? Hvorfor er vi her, hvad er overhovedet meningen med livet, og kan det gøre fysisk ondt at høre på Pernille Højmark i længere tid ad gangen?

Og dette er blot de STORE, universelle spørgsmål: Hver dag præsenteres man også for minimysterier, gåder, der må løses, men som ofte blot efterlader os mundlamme og i et akut eksistentielt tomrum: Hvorfor er der aldrig en ekstra størrelse 38 i de sko, jeg gerne vil have? Hvorfor koger vandet ikke, hvis jeg kigger på det? Hvor er fjernbetjeningen, hvor er den anden sok, hvad er meningen med Per Fly? Og vigtigst af alt: Kan han spises?

Og Spørge-Jørgens mysteriejagt stopper ikke her. Avisoverskrifter er et helt kapitel for sig. For et stykke tid siden så jeg overskriften ‘Saddams højre hånd hængt i nat’. Og spørgsmålene tårnede sig straks op: Laver man virkeligt så små galger? Hvad gjorde den venstre hånd – og var den ked af det nu?
Og samme mystificerende mysterie-effekt opstod forleden ved sætningen ‘Sang nazisange i Tivoli’.
For hvad er egentlig en nazisang? Og er det værre at synge den i Tivoli end alle andre steder?

Findes der mon en særlig højreradikal version af ‘De små (nazier?) synger’ (og pludseligt får sangen ‘Mæh, Bæh, Hvide Lam’ en helt anden betydning), som jeg aldrig har fundet på børnebiblioteket blandt alle mysteriebøgernes mindreårige detektiver? For jeg kan ikke synge en nazisang, om man så satte en pistol for min tinding og råbte: »Syng! Syng en nazisang!«

Men åbenbart foregår der mere gådefulde og sindsoprivende ting i restaurant Grøften end prisen på en rejemad og en halv fadøl – der både synges og muligvis også heiles ind over de højtbelagte. På en melodi, der pludseligt blev væk.
For det største mysterie af alle er, at sangeren slet ikke husker, at han har sunget… Ja, dét er en sag, der kræver professionel hjælp og stærke deduktionsevner – men hvor ER ‘De Fem’, når man har brug for dem?

Det er ikke længere kun rudekuverter, der kan fratage dig lysten til livet – Postmand Per leverer nu også kærestesorger lige til døren.

På engelsk har man udtrykket ‘don´t shoot the messenger’, og dét vil muligvis blive et mantra for nervøse postbude, nu hvor en ny dansk hjemmeside (og jeg tilbageholder her navnet for ikke at give gratis omtale, men den findes altså) tilbyder den service at sende et brev, hvori man kan slå op med sin kæreste. Sort på hvidt. Eller, ifølge hjemmesiden, faktisk på valgfrit papir. Lyserødt, gult eller lyseblåt er nemlig også en mulighed, omend det virker en kende sadistisk eller signalforvirret med et ‘jeg vil ikke se dig mere, det er slut!’ på en baggrund af glade pasteller.

Sådan en besked gør nu uanset farvevalg ondt, ikke bare på modtageren, men også potentielt på budbringeren, altså dét stakkels postbud, der nu er i fare for at blive omklamret i opgangen af grædende eks-kærester, der ikke har andre at lade vreden og chokket gå ud over og derfor hulker snot ned på den røde postjakke, mens buddet akavet klapper vedkommende på hovedet og forgæves forsøger at trøste med ordene ”det er ikke dig, det er mig – eller, øh, jeg mener ham… eller hende?”

Men hvorfor dog overhovedet få andre til at skrive breve og slå op for én, spørger De måske nu, er det en service for ordblinde eller folk uden arme? Nej, ikke ifølge idékvinden bag hjemmesiden. Brevformen skulle faktisk tilgodese den opslåede (læs: det menneske, der bliver slået op med), idet man så slipper for at blive dumpet per sms. Hvilket åbenbart er den foretrukne kasseringsform blandt mange unge i dag. Og det er da også sandt, at en sms kun har et begrænset antal tegn til rådighed, og at der desværre endnu ikke findes en ‘mimer undskyld, mens den trækker på skuldrene og har det ene ben ude af døren samtidig’-smiley.

Brevformen skulle ligeledes være at foretrække fremfor den pinsomme slå-op-ansigt-til-ansigt-og-live-scene, og selvom det umiddelbart kan lyde som en hjemmeside, der burde have domænenavnet kæmpekujon.com, så øjner jeg dog visse praktiske fordele: Nyheden overbringes til dig solo i privaten, og derfor kan din EKS-kæreste ikke se dig skrige/græde/falde/opføre græsk tragedie med dig selv i alle hovedroller. Du kan heller ikke klynge dig til et brev og nægte at give slip på dets ben, selvom brevet forsøger at komme ud af din lejlighed. Det giver ikke mening at fingere pludseligt opstået døvhed overfor et brev, og ligegyldigt hvor meget du rusker det, så kan brevet ikke svare dig på, om det har fundet et andet brev, eller om det hele tiden har set anden post on the side.

Med andre ord: man kan ikke for alvor tabe ansigt – ansigt til ansigt med et brev. Spørgsmålet er så bare, om det ultimative ansigtstab ikke allerede skete, da ens hjertes udkårne valgte at afslutte forholdet ved at logge sig på nettet. Og betale 125 kroner. Og det er altså for den billige forsendelse, der tager tre dage. Ekspres knust hjerte koster 150.
Det er sikkert blot et spørgsmål om tid, før man på posthuset kan få et lille klistermærke til at sætte på døren med teksten ”Reklamer og hjertesorg – nej tak.”